| En vild’ gjenn hå sin famili’ hyggle samled til et gild’ men senn vi skuld’ ærre moster, var der månne ting, der skild’. Jen var kregg, og jen var krånten, ånde fandt e vej for lang – det var nærmest Klåej i Katryd Mads i Mjang. |
| |
| De var kommen sent og tidle for å smisk’ og ynd’ sig ind og var åltid o e tæer, hvor der var e lidt å vind’. Og det var der javnle novve, der skuld sæj’ og lad dem føl’ – miestens Stinn-Maj om fro Stevning, Pær i Pøl. |
| |
| Men det gik med mosters grunker lisom med det skind, i ved, det gled fro voss til de fremmed’, der bløv ingen bovs’ av det! Nove var så erre arre, te di itt engang vild hjels’ – men det var kun Povl i Padholm Mi i Mjels. |
| |
| En vild gjenn hå sæt en lill’ bit gravstenn o hinds grav, for den skam, te hun skal glemmes, fælder øver vos en dav. Men en kund’ vel it hå funden novve ting, der ho vætt værr’ – snærred’ Lisbeth om i Leffel, Klaus i Kær. |
| |
| Ja, om folk vil hå en gravstenn – svar’ han Peter i Nylej – så må di skam sjel betal’ en, lad kun moster hvil’ i frej! Der er ingen gravstenn præghed o vor lill’ og fatte mynt – nikked tynd’ Mari fro Maibøl Drees i Dynt. |
| |
| Midt i ålt dæt sneffren, snerren kam det som et hyggle “mjav”: Lad vos åll’ gå op og vælt em rigte skarnbøt o hinds grav, for så kån enhver da sier e, te vi renn hind itt en døjt! Æ skal hjels fro Fi i Felsted, Lavs i Løjt. |
| |
| Kresten om fro Ketting knurred’ te det flammed om hans hals: Skal I kom herøv’r fro Soende og fornærm voss hjem o Als! Moster hun skal få en stien no, så hun læng’ kån mærk’ vor glæj, æ kån svar’ fro Niels i Naldmoss, Dodde Drej! |
| |
| Og di nikked’, Niels fro Naldmoss, Pær i Pøl og Mads i Mjang, Stinn-Maj, Lisbeth om fro Leffel, Mi i Mjels, e splejs i Spang, Klaus i kærr, ja Povl fro Padholm, og til sidst den tynd’ Mari: Moster hun skal hå sin gravsten. Basta ! Og den sætter vi! |