Mosters Gravstenn

hyggle samled til et gild’

men senn vi skuld’ ærre moster,

var der månne ting, der skild’.

Jen var kregg, og jen var krånten,

ånde fandt e vej for lang –

det var nærmest Klåej i Katryd

Mads i Mjang.

for å smisk’ og ynd’ sig ind

og var åltid o e tæer,

hvor der var e lidt å vind’.

Og det var der javnle novve,

der skuld sæj’ og lad dem føl’ –

miestens Stinn-Maj om fro Stevning,

Pær i Pøl.

lisom med det skind, i ved,

det gled fro voss til de fremmed’,

der bløv ingen bovs’ av det!

Nove var så erre arre,

te di itt engang vild hjels’ –

men det var kun Povl i Padholm

Mi i Mjels.

gravstenn o hinds grav,

for den skam, te hun skal glemmes,

fælder øver vos en dav.

Men en kund’ vel it hå funden

novve ting, der ho vætt værr’ –

snærred’ Lisbeth om i Leffel,

Klaus i Kær.

svar’ han Peter i Nylej –

så må di skam sjel betal’ en,

lad kun moster hvil’ i frej!

Der er ingen gravstenn præghed

o vor lill’ og fatte mynt –

nikked tynd’ Mari fro Maibøl

Drees i Dynt.

kam det som et hyggle “mjav”:

Lad vos åll’ gå op og vælt em

rigte skarnbøt o hinds grav,

for så kån enhver da sier e,

te vi renn hind itt en døjt!

Æ skal hjels fro Fi i Felsted,

Lavs i Løjt.

te det flammed om hans hals:

Skal I kom herøv’r fro Soende

og fornærm voss hjem o Als!

Moster hun skal få en stien no,

så hun læng’ kån mærk’ vor glæj,

æ kån svar’ fro Niels i Naldmoss,

Dodde Drej!

Pær i Pøl og Mads i Mjang,

Stinn-Maj, Lisbeth om fro Leffel,

Mi i Mjels, e splejs i Spang,

Klaus i kærr, ja Povl fro Padholm,

og til sidst den tynd’ Mari:

Moster hun skal hå sin gravsten.

Basta ! Og den sætter vi!