Hå See Andersen
(W. Deichgräber) Der var engang en mærkle jen dæ jet Hans Chresjen Andersen han var en lang å rangle fyr dæ sa å lavve eventyr. Men det var gjen et esselt syn. ven han kam hielt he øv’r fro Fyn. Han rejst te Als, en skønne dav å gek i låend nen ve Fynshav |
| Ve gammel Notmark præestgåe stè
dæ et par ejegammel trè de gik e vej i gammel dav fro Gostenborre te Fynshav De gek den gammel svend forbi men holdt sæ o e cykelsti. Han skuld te Gostenborre slå, der kam han ve e hertug å. |
| No æ e park jo spærre åv
fordet te det må gøs behov Men Hå See Andersen gek frit mie tombe wå han altså it. Å i e park – det skal i ve dæ ste dæ jo et gammelt tre De hæ det akkoråtens væt te Hå See Andersen hå sæt |
| Da han ho fåt sin vælling,
han skrøv den grimme ælling, å den standhafte tinsoldåt å om e svindreng – å olt så’t. Men skønt han it va virre from rejst han alligevel te Rom. Der kømme en jo ondevejs egemmel det dæ jerre Svejts. |
| Så sad han ve e Bodense
å skrøv en viis om Odense Få han va altså regte, hvad en kå kold en degte Sangerinde å prinsesse ho særlig interesse! Men gjyvt sig ho han hielt forsømt, Det var defå bløv han så berømt. |
