(W. Deichgräber)

Der var engang en mærkle jen

dæ jet Hans Chresjen Andersen

han var en lang å rangle fyr

dæ sa å lavve eventyr.

Men det var gjen et esselt syn.

ven han kam hielt he øv’r fro Fyn.

Han rejst te Als, en skønne dav

å gek i låend nen ve Fynshav

dæ et par ejegammel trè

de gik e vej i gammel dav

fro Gostenborre te Fynshav

De gek den gammel svend forbi

men holdt sæ o e cykelsti.

Han skuld te Gostenborre slå,

der kam han ve e hertug å.

fordet te det må gøs behov

Men Hå See Andersen gek frit

mie tombe wå han altså it.

Å i e park – det skal i ve

dæ ste dæ jo et gammelt tre

De hæ det akkoråtens væt

te Hå See Andersen hå sæt

han skrøv den grimme ælling,

å den standhafte tinsoldåt

å om e svindreng – å olt så’t.

Men skønt han it va virre from

rejst han alligevel te Rom.

Der kømme en jo ondevejs

egemmel det dæ jerre Svejts.

å skrøv en viis om Odense

Få han va altså regte,

hvad en kå kold en degte

Sangerinde å prinsesse

ho særlig interesse!

Men gjyvt sig ho han hielt forsømt,

Det var defå bløv han så berømt.