Mel.: Thorvald Aagaard

1.

De vår en daw i høstens ti,

da Pærs slow row for fuld`,

der var inne hjemm undtejn Mari,

som kogh æ unnen skuld´.

2.

Hun haj æ sopgry øwwerhæhn

o tørt e sve å e kinn;

hun pust lidt aw o gik et væhn

hen o se ud a e vinne.

3.

Men hva vår de? Hun blev så hop

o rød i e hoj som en rohs´;

hun pynt sæ, o strøg så op

hin hår, o mædt en hohs.

4.

Ja hillemind! Der kom en man

med tværsæk, stok og pihf,

o lig op å e bro kom han,

no vår de let o begrihf.

5.

For de vår Jens, der kom fra kri,

han så e lidt bedrøwwe;

men da han fik sigt Mari,

kan nok væe, de vår øwwer.

6.

Han kom derind; “goddaw Mari!”

– soj han vel nok så glæjle –

“hvo hæ do bløwwen køhn den ti,

law æ vår henn, ja dejle!”

7.

“Men kjære Jens, do hæ do it

rend frå din kammeråter!

for der vår nok, der dowt kuns lit

iblahn vor kongs soldater.

8.

Der hæ kommen nowwe skrålen å

den slesvig-holstens vihs,

o for vos danske, sto o små,

vår de int vie lihs!”

9.

– “Nej kjærre, søde lil Mari,

hvor kan do tro sså tombe.

Te æ skuld øw forrædderi

o føht mæ op så lompe?

10.

Nej, jen o tywens regement

hæ gør sin pligt te prikk´!

e kong han hæ vos oll hjemsendt,

min pass er i min fikk´!”

11.

Mari bløw glaj, te de gik vidt,

o rådt hin hahn så jøwwer;

– men hva´ så mer? – de ved æ it –

e sopgry den kogt øwwer.

Karsten Thomsen

Indsendt af Iver Clausen, Iver-clausen@pc.dk