Vort mól

1.

Det mòl, som hæ listet og sprungen

som killinge øver vor vugg,

ålt som det bløv hvisket og sungen,

skull det væ’ for ring’ ¨brugg?

2.

E mòl o min moers lebbe

var mildt og blödt som hinds sind

og fint som den lyd åv vippe,

der nynner en höstdav ind.

3.

Det er så skært og klart som

e gjeslinge o en pil,

og sent vil det go voss til hjart som

det ømest’ lill’ forårssmil.

4.

Det er som en kråns åv blommer

å hæng’ om sin kjærestes hals,

så varsomt ved vår, men ved sommer

med myghere hænder o Als.

5.

Lad nænsomt voss snakk’ og syng’ e

i åll’ di dav’, der skal komm,

og somtid til højtid slyng e’,

i rimkråns o lykk og fromm.

6.

Ja, om vi engang kunn løvt e –

og om det mått lys’ o vor sti

så fint som langs åll’ e grøvte

e blomme ved pinsdavsti’!

Martin N. Hansen