Som sang i juninætter

Som sang i juninætter med em åv hyld i blåst’
såndt er o Aæs de lykle ungdomsti’e,
for sjel om det er vinter med islav, håvl og frost,
så drømm’ vi om di frejle sommerstie.
Og vi gik langs e dighe en tidle sommerdav,
og stov vi lidt og kigged’ ved Naldmoss og Fynshav,
så hæ vi ålde funden novve ville.

Så liflet som et rislen højt i vor baerndoms lind
vi hovse glaej den tid, vi gik og sværmed’,
det føest lill kys en vovved’, et håndtryk fast åv hind’
i månne, månne dav’ med rusk det værme.
Og gik en med sin kjærest lidt nenn til Kejnæsdrej
og kigged’ øv’r til Angel, hvad vidst vi så å sæj –
vi såv kun o den suel, der gik i bjerre.

Ja, den som kun er hjemm ved e hav og skov og stråend
føsst i det fremmed føll, hvor godt vi hærr e,
en frejle stoend å mindes, er som en venle håend,
der viske tåre væk fro den, der grærre.
Det er så still’ og frejlet og fint ved Lønsemaj –
hvor tit og læng’ en stov der og såv sig nok så glaj:
vi bytter itt så gjenn med dem o Soende.

Langs med Alssoend en sønda, hvor så vi vil ty hen,
det hiele er så mildt og trygt og frejle,
så en bløv glaj og nikked’ og hvisked’ til sin ven:
Hér kån der da kun mød’ voss novve glæjle.
Men kam vi ud til Arnkil, og strammed’ sig en min’,
e pig’ vel somtid listed’ sin håend så still i din,
for hun mått mærk’ egenn, hvor fast den trykke.

Og stov vi og tåld kjerke ved Almstej o e vej,
det gör folk somtid, næ di blyvver ælde,
da stov det i dæ’ øjn’ som: Lad sent voss mist den glæj
å sier vort låend, der høvve sig og fælde.
Ja, lad det og’ blyv sent för vi i vor grav skal nenn,
og skuld’ engang omsi’e vi komm til lyv egenn,
da lad det blyv o Als melld gammel venner.