Madeleine

Han gik no pløjed og nynned en vis
og tænt o en pich, e lidt syd for Paris
ja, han ho kun set hend, jen jenneste gang
men det var som han og e lærke de sang
Madeleine, Madeleine, Madeleine

Det hjer det var novve han slet itt forstov
da nøls han ho fått sej en kuen han holdt av
han skamt sej, men da han vild tænk o Mari
det sang rundt omkring ham o fin melodi
Madeleine, Madeleine, Madeleine

En sønda ho han vætt som fang te en fest
og da ho han sett hind, hun fulds mæ en præst
og hun ho nok sorre, var ung og så pæn
og så ho æ præst soj så still= Madeleine
Madeleine, Madeleine, Madeleine

Hun gav ham et brøj å så venle et blik
og så et glas vin ho hun gejn ham å drik=
skønt det var det hiele han mindes om hind
så ku han iit få hind av tanker å sind
Madeleine, Madeleine, Madeleine

No gik han å glemt sej hielt sjel bach æ plov
å midt o æ mark holdt Per Pæsen å stov
og tænt o det mærkle med kvindfolk å kri –
ku den der blev fange da ålde bliv fri
Madeleine, Madeleine, Madeleine