Kjesten

Af Martin N. Hansen
Mel.: Th. Aagaard

Det er en sørle vis’ å syng’
om Kjesten og hinds ven.
Han baj hind om å blyv hans kuen,
og gyvtes vild’ hun gjenn.

Da bløv hinds faster ved å bæj’:
Lad do ham bare rend’,
for la’ mæ ligg åljen og sygg,
det kån do ålde nænn’.

Så skal do få min pæeng og ålt,
og do skal ålde træng’!
Og gyvt dig så, hven æ er død –
det var’ nok itt så læng’. –

Og Kjesten græd og vint og vint,
til Mads en dav rejst åv.
Hinds gammel faster bløv halvfems,
för hun kund få forlov.

Og no hæ Kjesten fått e godt.
Vi hör’ hind ålde klav’ –
for hven en først er fykd halvfjerds,
så hæ det ingen jav.