Hvorfor di gammel vej’ er krumm’

Hvorfor di gammel vej’ er krumm’?
Ja, spør engang om det!
Di sad til krues vel i Krumom
di føest, der tråj dem te.
Og månne punse hæ di fått,
det kån en snart forenmm.
Di såv nok itt e vej så godt,
men fandt vel åltid hjem.

Og sjel om itt e vej’ var javn’,
næ vi skuld op å ag’,
hvor læng’ hæ di så itt gör gavn,
hven vi kjør frem i mag!
Hvad knap vi for et vigte hvalp
kån vær’ bekæend å nøvn’:
Di månne hump og skump di hjalp,
te ingen fåldt i søvn’.

Der er vel ingen vej så trøv
som den, der hielt er lig’.
Hvor skal en knejt lidt kry og knøv
snart gemm’ sig med sin pig’?
For den, der gjenn vil knik e hals,
e grøvter er til nytt,
men for di rigte glaej o Als
e dighe må gi støtt.

Ja, lad voss go di vej’ med sang,
di gammel hæ tråj te,
og skuld de blyv e lidt for lang’,
ja, pyt endda med det!
Vi haste nok må savt e fart,
det må vi itt forglemm’,
og den, der lytte til sit hjart,
vil helst go sinde frem.