Hvor en var baen

Hjem til di gammel stej’, do,
søgher æ gang o gang.
Mærkes der itt en glæj no
javnt i min hiele sang?
Lisom en pig’ i ål sin ynd’,
för hun skal gyvtes, kån go og nynn –
Såndt er di gammel stej’, do,
hvor en var baen engang.

Ind’ i di gammel skov’, do,
fin’ og til pinsdav lyss’,
er det så godt å sov’ no
ynd’r e skæl, der dryss’.
Find sig et sollstej, ligg sig nenn,
ålt som med guld det langsomt rænn –
ind’ i di gammel skov’, do,
fin’ og til pinsdav lyss’.

Hjemm’ o di gammel vej’, do
hen ad en jenle sti,
hvor en kån go i frej no,
føll en sig karsk og fri.
Stryg’ med e håend og mærk’ e avs –
tænk’ o di folk, en helst vil hovs –
hjemm’ o di gammel vej, do,
Og ad en jenle sti.