Glaj som skuld en mød’ sin kjærest

Glaj, som skuld en mød’ sin kjærest
og hå kåst den sjelsamm dav,
kån en go en mornstund tidle
nenn fro Almstej til Fynshav.
Der er sang i åll’ e dighe,
en kån sier e skov og stråend
og e suel, der langsomt kømme
op bagg Lyø som en bråend.

Ingen vunn og ingen hæesttrav,
der er kun min egen skridt,
og di kån, så tit æ lytte,
o e vejkånt dæmpes lidt.
Æ kån sto, så tit æ lyste,
der er still om åll’ e hus’,
kun en enkelt snepp kam fløjend
nenn og lånded’ i e mus’.

Såndt en mornstund var det tidle
æ fuld Kjesten hjem fro gild.
Tænk om æ egenn kun mød hind
liså ung og glaj og mild.
Lad mæ go her liså lykle
og så leet eno engang,
som da ålt det villest vint voss
og e dav’ var lys og lang’.

Som e suel den langsomt stigghe
vil e stilhed haste vig’.
Er der karl’ e dav, der følle,
da hold rigte åv jer’ pig’.
Der er sang i åll’ e dighe,
og e hyld stæ fint i blåst –
det er lisom ålt er færre
og skal snart astej til kåst!