En stoer dav

Nej, no hærr æ ålde sett!
Komme, komme, komme!
Si, hvor ålt er rödt og hvedt!
Sæj, hvad tøss I om e?
Si kun, øv’r e hiel by
er der flagg, og di er ny
og skal rigte prøvves.

Ja, det blæss! Men for hvert kast
er det, som det smelde:
Vi skal nok som för sto fast,
hvor det rigte gælde!
Og e dav da må vi hå
ålt, vi strid og kæmped’ for
i di månne åar.

Gem no kun jer’ sorre væk.
Vi må prøv’ å glemm’ e.
Det kost lyv, den lykk vi fæk,
å slipp fro di fremmed’.
Og ved davgry, för vi nåej’
å fo stemt, e flagg hæ soej,
hvondt e folk er sinde.

Månne gammel græd åv glæj,
og dæ’ tåre skyldes,
te det lykle hjemkomst-sæj
skuld i lyv’ opfyldes,
for det gi et ydmygt sind
å vær sikke o å vind’,
hvad der trofast lovves.

Ja, no er, som vi hæ drømt,
men umule tøttes,
fremmed vold og uret dømt,
og e græns skal flyttes.
Ja, no hæ vi sejret stolt,
og vort Dannebrog det holdt,
sjel om det hæ stórmet.