En kuen må vi hå

En kuen må vi hå – og æ takker for min! –
jen, der ret færr en månd til å ka’l sig,
for der må være jen, en kån pynt’ og gör fin –
det er dyrt, men kan åltid betal’ sig.
En kan hastet blyv arm ved å gi til en pig’.
Hvad en gi til sin kuen, gör voss begghe to rig’.

En kuen må vi hå til å orden vort tøj,
der skal javnle hen læppes og lappes.
Hinds løen kån vi klar’! – om e ti’er er sløj,
er der råej til å kysses og klappes.
Og skuld itt vi hå tid til så ret møje snak,
kån et smil og et nik både trøest’ og sæj tak.

En kuen må vi hå til å syssel og såns,
og en kuen til å pass voss og plej voss,
en kuen, for åljenn er det sællet å dåns’,
og en kuen, der hæ sind til å sæj voss,
hven vi tygghe for vredt og for vravndt o vor skro,
hvor e ting hæ sin plads og e klæd’skaff skal sto.

En kuen må vi hå – lad voss mærk’ voss e – jen!
Der er dem, der kun tænker o ånde.
Men di må så nøj’s med den lykk, di fortjenn.
Der skal nok blyv et sæj, som di sånde:
Er hun goej, er det hovre med jen end en flok.
Er hun gall, er jen jennest mier end nok!

En kuen må vi hå, om e verd’n, skal besto,
og e måndfolk itt hielt skal forsømmes.
Om tit vi er dumm, kån vi åltid forsto,
te et glas, der er fyldt, og’ skal tømmes.
Lad voss drikk hindes skål og skænk’ i til den næest –
ja, og di drikker åv, som hæ fått dem den bæedst!