Den svorne vej til Misthusum


Vesten for Hjemstei geæ en lille markvei a
mod sydvest i retning a æ slus
for æ end a æ vei man komme te et stei
hvo det stæe et lille jenle hus – “æ Markmands hus”.
I æ eng omkring æ hus de lå engong en by,
man kan stadig se æ varfe o ø hy’e.
Om æ vei de gæe et sagn, de har gin æ vei det navn,
de har vunnæed manne folk, de kom forbi.
Det er “Den svorne vei te Misthusum”.

Når æ folk fra Husum sku te Skærbæk for o handl,
sku de tille op, æ vei vor long å trels.
For longs me Brede Å, nør om Skærbæk måt de gå,
det vor it så mærkle, de blev utilfrejs.
De begyndt gå tvæe e mark gennem eng o moes o fen,
snart vor trådt en lille sti te Hjemstei hen.
O æ sti blev te en vei, man med hest o vun ku tei.
Det vor dejle, tød æ folk fra Misthusum.

Men æ folk fra Skærbæk tød no it, det vor så glant,
for æ joe i æ eng vor jo dert.
Ålt det rennen å ståhej, det vor skidt fo får å kre,
den trafik måt stoppes no o heæ.
De gik te en domme hen for å få et stoppet, men
folk fra Husum soj, det vor en gammel vei, som dert bestefar o far haj benyttet, det vor klart
dert ret o gå den vei fra Misthusum.

Æ domme prøved ålt, men æ parte holdt å dert,
det vor it te å kom te et forlig.
“Det må prøves å æ stej, de må sværge te æ vei
æ blevn brugt af Husums folk fra gammel tie.”
Den awten åll men gik te Brode Kræmme hen
vor de bong for å sværge å noue så falsk.
“No skal I bare høe, æ ved lig va vi ska gøe.”
Soj den rich Brode Kræmme fra Misthusum.

“Vi teje noue joe fra æ byvei vo vi boe,
å putte så en klump i æ tresk.
Så kan vi nemle sej, te de joe, hvorå vi steæ
æ blewn brugt fra gammel daw a Husum folk”.
A de 12 Husum bynne tød de elle, det var fin,
men den ung Truls Hansen såj nei.
“Æ ka godt se æ idé, men det ænde jo it ve,
vi sværge falsk om æ vei te Misthusum.

Føst blev Brode gal, men så fun han å en list.
Han tråk Truls ind i æ stue ve sien a.
“Høe æ veje de er en pige, som do særle godt ka li.
Det er min datter Marta do vil ha.
Do ka få hind, hvis do vil, men det kræve sammenspel,
det æ bar et lille ja, det skal til.
I morn teje vi af stei, hvis do sværge om æ vei,
ka do bliv givt mæ Marta inden læng.

Tille munda morn draw no elle bynne a.
Kun Truls vor it me, han vor blevn sych.
De vor elle temle stoue, for dert tresk vor fylt mæ joe
fra Brodes gård i Husum by.
De vor bong, da de svor, så de råft højt i koe:
“Vi ste o vort fædrene joe”.
Da lød det et skrig ud over mark å sti
“Vie o vie”, en varselsmelodi?
Elle vo’et bar en vife de fløj forbi?

Nu ku do sikkert tro æ vis den æ forbi,
men de er mei enno, no ska do bare høe.
Truls han blev rask, men inden for et år
vor åll de anne bynne døe.
Sejs døe a pest, tre blev å æ haw,
o jen taw se sjel a daw.
Den sidst blev køe nei a en vun å det stej,
hvo han svoe om æ vej te Misthusum.

Lig sin den daw har et spøgt å æ vei,
do kan sjel tei u o se, hvis do tør!
Do skal bar fin det stej, hvo de svoe om æ vei
om æ nat æ klok tolv – gjern lidt før.
Da hør do en trampen fra en rytteskare stoe,
så et lyn å en lauet a svovl o joe.
Elle svort gespenste komme faren, mens de råf,
så de gjalde ever mark å sti å moes
å den svorn vei te Misthusum.

“Tolv vi vor
Elle vi svoe
o me hveranne te helvede foe.

Som medlem af Æ Synnejysk Forening er du med til at bevare det sønderjyske sprog. Der bliver løbende afholdt spændende arrangementer for medlemmerne, og du vil modtage "Æ Blaj" (nyhedsblad) fire gange årligt.